bordinghistorie@gmail.com   © 2019  Bording Lokalhistoriske Forening

Rønkilde I - Rønkildenavnet, en legende

November 1, 2012

Rundt om i sognet er der mange karakteristiske navne.
Hvorfor hedder det f.eks. Rønkilde? 


Her er forklaringen på navnet Rønkilde ifølge sagnet, genfortalt af savskærer Anders Bodholt i 1947.

 

* * *

 

”En mand var kommet i stor gæld og var kommet i gældsfængsel. Han havde haft stort uheld med heste og kreaturer, så det var umuligt at få gården på fode igen.
Imens han
sad fængslet gik hans hustru rundt og sørgede over deres skæbne. 
En nat, hun lå søvnløs på sin seng, syntes hun pludselig, at der lød en stemme gennem mørket: ”Der ligger en skat under den femte øst og den niende syd røn. Find den.” 
Hun lå som forstenet af skræk. Men da der ikke skete mere, faldt hun i en let slummer, men hun vågnede straks igen, da stemmen gentog sig. Men skrækken overmandede hende fuldstændig, og hun faldt i en slummer, men hun hørte for tredje gang stemmen, som lød: 
”Bliv ikke bange, her er hjælpen. Du har altid været god mod dine medmennesker ligesom din mand. Tæl fem rønnetræer frem fra solhjørnet på huset ret øst og ni lige syd, og grav så ved det træ, og du vil finde i rigt mål, hvad du har brug for.” 

Hun stod op. Der var kommet en forunderlig ro over hende. Hun var en klog og handlekraftig kvinde, der forstod at tænke sig om, og hun kom til det resultat, at hun ikke turde betro sig til nogen af folkene. Hun måtte under de trykkende forhold hjælpe sig med de ringeste. Men de havde en ældre pige, der var noget tumpet, men sin madmoder fuldstændig hengiven og en sjælden kraftig pige, der ikke var bange af sig, og som i forskellige situationer forstod at anvende kræfterne.

Hende kaldte fru Wegsø (navnet på hustruen) på og de fik fat i en lygte, fik den tændt og gik forsigtig hen til redskabshuset, hvor de fandt de nødvendige redskaber. Nu gjaldt det om at finde det rette træ for at finde skatten. De forsøgte efter stemmens bud, at finde træet, hvor de skulle søge, men de var meget forsigtige med lyset, for at ingen skulle opdage deres foretagende. De gik efter de bud, hun havde fået, og stod nu ved en gammel, kroget røn med forvitrede grene, men ellers af et mægtigt omfang. Og så gav de sig til at grave, for de skulle jo være færdige inden dagen brød frem.”

Rønkildegård omkring 1920. - længe efter historiens handling, men det ældste billede vi kender. I midten med lys hat sidder gårdens ejer, Poul Poulsen. Til vestre sidder Marie Poulsen og Valdemar Poulsen.

 

* * *

 

”Da de havde gravet en tid, lod pigen pludselig hakken falde og kastede et forklæde over lygten. Så stod hun et øjeblik og lurede, men så fór hun fremefter, og nu lød der et bump: ”Av, av, ”Stont.” Slå mig ikke ihjel!” 
”Ja, jeg skal give dig stont, din lille listige rad,” sagde pigen.
”Åh, lad mig gå,” jamrede Niels Kat, for ham var det, der var kommet hjem fra sviregilde.

Det var en lumsk og snedig, halvfordrukkent individ, hvorfor han også havde fået navnet ”Kat.” 
Pigen hed ellers Kathrine Ottosdatter, men da hun gik med stonthoser det meste af året, blev hun kaldet ”Stont.” Det var en slags hoser, som ingen fod havde, men der var syet en hessel (sål) under foden og der gik en lap oven på foden, der med en strop var tøjret til en tå. Det var for at beskytte vristen mod langovre træsko (træsko udhulet af et stykke træ), der var for hårde mod den bare fod. 

I tørvemosen, hvor de smed træskoene og gik på den bløde dynd, blev den slags hoser også kaldet ”springtrillere” eller ”stumper.” 
Fru Wigsø lagde sig nu imellem og karlen fik lov til at luske af i seng, hvad han trængte hårdt til efter denne omgang.
Nu begyndte de atter at grave, og de arbejdede efter alle kunstens regler. Det begyndte allerede at lysne i øst, og humøret stod lavt hos skattegraverne. Da bøjede Stont sig ned og tog fat i noget. Hun tog et tag, men slap straks og udbrød: ”Jøsses, en bowserøw.” De holdt lygten ned i hullet og så, at det virkelig var et par læderbukser af dem, der blev brugt til ridebrug. De så beklemt på hinanden, men så blev de var, at der var en snor om lindingen, og de var snøret helt sammen. Nu tog Stont mod til sig og tog et kraftig tag i bukserne. Bylten gav sig, og ved fælles hjælp lykkedes det for dem at få den op mellem trærødderne. Der var blevet en revne, og i den sad flere guldstykker. De fik travlt med at få hullet jævnet og løv og grene bredt ud over, så det blev slettet så godt som muligt. Så bar de bylten ind i bryggershuset og lagde det ind under et af de store kar, så den foreløbig var skjult. 

Men hvad skulle de nu gøre? Gå til øvrigheden turde fru Wigsø ikke, da det fundne så let ville blive udlagt som kirkefæ eller danefæ. Men hun havde en broder, som boede på Sindinggård.

Kunne hun få bud til ham, kunne han nok klare det. Selv om han ikke var særlig velstående, havde folket respekt for ham. Men hvorledes skulle hun få bud til ham? Selv kunne hun ikke og Stont turde hun ikke undvære. ”Vi sender Lars,” udbrød pigen. Han er sikker, og når han får den store brune, kan ingen indhente ham, for hun er den bedste traver i hele herredet. I en fart fik Stont Lars vækket og forklaret ham, at han skulle gøre sig færdig til at forrette sit ærinde for hans madmoder. Mens han kom i tøjet gav hun hesten en skål havre. Da han ville gå ud af døren, stak Niels Kat sit grimme forslåede fjæs hen til døren og spurgte, hvor han skulle hen. Dertil svarede Lars, at han skulle hente præsten, da naboens kone havde barslet sidste nat. Han lukkede døren og gik ind til sin madmoder og fortalte hende om Kattens nysgerrighed.”

 

* * *

 

Stuehuset i Rønkilde omkring 1900. Fra venstre af ses en københavnerdreng, Hans Poulsen (far til Poul Poulsen), tjenestekarl Frederik Nielsen, Gunder Poulsen, Poul Poulsen, tjenestepige Pouline og tjenestekarl Karl Gundersen.

”Lars var 15 år med et dejligt lyst og venligt sind, jævn høj, men kraftig og smidig. Til ham betroede hun et brev, som han skulle give hendes broder, da hun vidste at hun helt kunne stole på ham. Hun sagde til ham, hvad det drejede sig om og bad ham om at skynde sig så hurtig som muligt. Han lovede at gøre det bedst mulige. Ja, det ved jeg, svarede hun med et venligt blik til den kække svend. Imens havde Stont fået sadlet hesten og nu gik det rask ad hedesporvejen efter Sindinggård til. Han nåede til gården lidt op på formiddagen. Han var så heldig at træffe Søren Østergaard, som var ved at efterse sine redskaber. Han overrakte ham brevet, som han straks gennemså. Derpå kaldte han ad sine folk og bad dem sørge for hestene samt gjorde tre heste klar. Et par af de bedste karle lod han følge med sig. De kom ind og blev gjort klar til turen. 

Da Lars var draget af sted, begyndte Niels Kat at luske rundt for om mulig at opdage noget. Han kom også ind i bryggerset, men her blev han jaget ud af Stont. Men hans mistanke var vækket, og han forsøgte nu at få de andre karle med til at søge efter, hvad det var Stont og fru Wigsø havde for. De forhutlede fyre holdt dog ikke af at komme i klammeri med Stont. Katten gik så op til en daglejer, der sad til huse på Overgård i Guldforhoved. Det var en mand, som ikke havde noget særligt godt rygte på sig. Her traf han et par mere af sine soldebrødre, og nu trakterede Niels Kat med brændevin. Det varede ikke længe inden de var halvfulde, og så blev de enige med Katten om at gå tilbage til fru Wigsø for om muligt at opdage, hvad der var på færde. De kom dertil lidt over middag. Og de forsøgte at udspørge de andre folk, men de vidste ikke noget. Men så fik de lejlighed til at komme ind i bryggerset. Stont forsøgte at drive dem ud, men de havde forsynet sig med stokke og grebe, så hun ikke kunne komme dem ind på livet. Niels Kat havde fået fru Wigsø tvunget op i et hjørne, hvor han ville true hende til at sige, hvad der var på færde.

Fruen forsøgte at tale sig tilrette med dem. Men Katten blev mere hidsig og truende. Det så ikke godt ud. Da gik bryggersdøren op, og ind kom en mand. Det var Niels Rytter. Han var hjulbenet, men vidt bekendt for sine vældige kræfter. Nu blev Katten og hans fæller meget medgørlige. Men nu kunne Stont ikke styre sit had længere. Hun greb Niels Kat og gennempryglede ham under Niels Rytters brølende latter. Atter måtte fruen befri Katten fra Stonts næver. Niels Rytter fik slynglerne sat hen i en krog for at få bestemt, hvad der skulle gøres med dem. 
Men nu lød der hovslag, og Niels Østergaard med sine karle og Lars i spidsen kom ridende ind gennem porten. De blev modtaget af fru Wigsø med glædestårer. Niels Kat blev nu bundet og smidt ned i en kælder, der blev brugt til alskens ting. De andre fik lov til at gå mod løfter om ikke mere at forsøge den slags ting. 
Der blev nu forhandlet om, hvorledes Østergaard ville søge gåden løst. Da han så skatten, var han straks klar over, at der var rigeligt. Han tog så meget, som han mente, der var brug for, for at få sin svoger fri, og tidlig næste morgen red han mod Ringkøbing for på amtforvalterens kontor at betale gælden samt udløsningspengene. Han medtog Lars og den ene af sine karle. De andre karle lod han blive tilbage tilsammen med Niels Rytter, som lovede at blive til Østergaard kom igen. 
Det varede længere med at få sagen i orden, end det var ventet. Fjerde dags aften kom de dog tilbage og nu var Wigsø med. Stor var glæden over hans herkomst, og nu sad han som en holden mand på gården. Og de gav nu i forening gården navnet Rønkilde, et navn det sikkert vil beholde ind i fremtiden.”

Bent Hansen, Lokalhistorisk Arkiv Bording
November 2012

Please reload

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now